Mit navn er Nova, og selvom vi aldrig har mødt hinanden, tør jeg godt sige, at jeg kender dig. Vi deler den samme smerte, og det betyder, at vi deler noget, som ingen andre forstår.

Men jeg forstår dig.

Jeg ser dig.

Jeg har været, hvor du er.

I 2018 var jeg udsat for et overgreb til et firmaarrangement i en virksomhed, hvor jeg var ansat som praktikant. Den aften ændrede mit liv. På blot et øjeblik var alting forandret.

Jeg oplevede på egen krop, hvordan vores samfund på ingen måde er indrettet til at passe på ofre for seksuelle krænkelser.

Jeg søgte hjælp alle de steder, du skal søge hjælp.

Jeg startede med en tur til lægen. Han gav mig en henvisning og anbefalede, at jeg skulle på medicin. Mere specfikt, angstmedicin og antidepressive (!!?) Jeg sagde nej, og han insisterede at jeg fik taget mine blodprøver dagen efter. Jeg mødte ikke op.

Jeg ringede til omtrent 20 forskellige psykologer, før jeg fandt én med en ledig tid. Jeg skulle vente to måneder.

De to måneder gik med angst, mareridt, depressive og suicidale tanker. Da jeg endelig mødte op hos psykologen, sagde hun: “Du har ikke en henvisning.”

Jeg ringede til min læge og spurgte ham: “Hvor er min henvisning?” Han svarede, at han havde slettet den, fordi jeg ikke mødte op til min blodprøvetagning.

Jeg forklarede min situation til psykologen. Hun tog mig ind og jeg betalte fuld pris. Jeg fortalte hende min historie, og hun virkede mere interesseret i at få at vide, hvilken virksomhed der var tale om, end at hjælpe mig. Jeg beklagede mig over opmærksomheden fra mændene i virksomheden, og psykologen svarede i et skingert toneleje: “Du må da forvente opmærksomhed fra mænd, når du er ung og smuk.”

Jeg tror, hun mente det som en kompliment. Jeg tog det ikke som en kompliment, og jeg kom aldrig igen.

Jeg fandt en anden psykolog. Jeg var på det tidspunkt sygemeldt pga. invaliderende angst. Jeg så syner, og jeg turde ikke forlade mit hjem. Hun foreslog, at vi skulle tale om min barndom. Jeg kom hos hende et par gange, og min krop skreg “stop” hver gang …

Det var alt for hårdt for mit system at åbne op for barndommen, fordi min krop allerede var i et aktivt traume, men det vidste jeg ikke - og jeg havde tiltro til den professionelle.

Ingen af de mange psykologer og terapeuter, jeg søgte hjælp hos, nævnte ordet traumer - og jeg vidste ikke, at jeg havde været udsat for et traume. Jeg troede, at der var noget galt med mig, fordi terapi ikke hjalp.

Venner og familie gjorde deres bedste, men ingen af dem vidste, hvordan de skulle håndtere min smerte. De fleste spurgte aldrig ind til mig, og det føltes som om de undgik deres egne følelser ved at undgå at spørge ind til mine.

Det var en ensom og smertefuld tid.

Jeg kan ikke fjerne din smerte, men jeg kan støtte dig i at være til stede med smerten - og forhåbentlig skabe et trygt rum, hvor du ikke føler dig alene.

Jeg ved hvordan det føles, når folk ikke ved hvad de skal sige, og deres stilhed føles som om det splintrer dit indre.

Men jeg ved, hvad du har brug for at høre - og hos mig, får du den viden, støtte og vejledning, du fortjener.